Sandheden om sundhed?

by Lone Østergaard on 8. maj 2011

Findes der en sandhed om sundhed? Stærkt inspireret af tidligere radiolæge Niels Bie fra Mols må jeg have nedfældet et par af de tanker, som hans foredrag gav anledning til i fredags i Ebeltoft. En meget vigtig pointe i forhold til sandheden om sundhed er følgende:

“Kun den personligt oplevede sandhed skaber sundhed.”

Eller med andre ord: Jeg kan KUN finde sundhed for mig, når det er sandt for mig.

Et andet meget vigtigt område, som Niels Bie berørte var evidens ctr. intuition. Den vigtigste sandhed er den intuitive, og går vi kun efter den evidens-belagte sandhed, er der meget, vi overser i forhold til sundhed.

  • Måske er det sandt alligevel?
  • Måske bliver det evident på et senere tidspunkt?
  • Men er det overhovedet så afgørende, hvis det hjælper?

I den alternative verden handler sundhed meget om energi og balance. Det interessante i forhold til energi er, at lægevidenskaben aldrig har undersøgt fænomenet energi – og det bliver derfor meget sjældent en del af en behandling indenfor den etablerede verden. Når vi er energiske og har balance i kroppen, så kan sygdom ikke “overleve” eller finde vej til kroppen – det har vi alle oplevet og stødt på eksempler på. Derfor er det tankevækkende, at et så afgørende område for optimal sundhed og velvære, nemlig energien, ikke berøres i traditionel naturvidenskab.

Vi må konstatere, at vi gør mange ting, som er til skade for vores krop, og med vores livsstil udsættes vi for mange faktorer, som påvirker os negativt. Derfor har vi hver især et ansvar for at forebygge med os selv hver eneste dag og konstant søge at bevæge os mod mere sundhed i vores liv. Er vi blevet syge, så kan vi altid træffe foranstaltninger, der gør os lidt mindre syge . Er vi raske, måske ligefrem sunde, kan vi altid blive mere sund.

Hav altid åbne øjne – mærk med hjertet – og lyt med og til din krop!

Tak, Niels Bie, for nogle inspirerende timer. En oplevet sandhed om sundhed for MIG er mit fantastiske sovesystem, og jeg vil nu lægge mig godt til rette og nyde en god nats søvn med afspænding, maksimal restitution og ny energi til morgendagens opgaver! Godnat!

Leave a Comment