Denne sætning kom fra en medarbejder på et lager, hvor jeg i øjeblikket arbejder med at nedsætte belastningen i håndtering, bl.a. ved løft, træk og skub.
Situationen var, at medarbejderen skulle have en kasse ned fra en placering ca. 20 cm over rækkehøjde. Med lidt hop og stræk fik medarbejderen fat i kassen, der (heldigvis) ikke var tungere, end at den kunne nedbringes uden yderligere problemer. I dette tilfælde havde det nok været lidt mere ergonomisk hensigtsmæssigt at hente en stige og kravle et par trin op for at få fat i kassen og vurdere vægten før den videre håndtering. Eller bedre endnu at indrette lageret, så enkeltkasser ikke skal hentes ned fra den højde.
At gøre det, der er nemmest! Husker vi ind imellem at perspektivere over den sætning, eller er det altid underforstået det, vi selv tænker om, hvad der er nemmest? I ovenstående tilfælde nemmest i forhold til medgået tid (og dermed også her-og-nu-omkostning for virksomheden)? Eller i forhold til tidsforbrug og det at nå så meget som muligt af dagens opgaver? Eller rent faktisk nemmest for kroppen “lige” at hoppe op og snuppe kassen i stedet for at gøre brug af hjælpemidler?
Når det, vi gør “nemmest”, er en del af det daglige arbejde og dermed en gentaget arbejdsbevægelse, er det vigtigt at inddrage konsekvenserne for kroppen i den slags betragtninger. Det bliver i hvert fald aldrig nemmest at rette op på en dårlig ryg eller at “reparere” et overbelastet skulderled.
